144
— Duen —
Øjeblikket er inde, da Gitte Gram sejrsstolt bærer den varme Gryde ind i Sovekamret. — Saa klæder hun sig til Natten, beder i snublende Hast de tre Aftenbønner, der har fulgt hende fra Præstegaarden, og først da hun har alt rede, sætter hun sig i Sengen med Gryden foran paa en gammel Uldklokke.
Hverken Kniv eller Gaffel har hun sørget for, men alle ti Fingres griske Klør slaar sammen om Byttet og fører det sikkert til Munden. To voksne Mandfolk skulde ikke nu faa det vristet fra hende. Hun tygger ikke, men sluger Kødstumperne, knaser Benene og suger dem til sidste Saftdraabe.
Noget bittert blander sig i den søde Duesmag. Gitte Gram er lige ved at græde — — hun har glemt at tage Duen ud.
Skal hun kaste Resten bort — — skal hun?
I Biblen staar der: "Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af" — — eller er det i en anden hellig Bog? Hun saa jo ikke Indvoldene. — — Og spiste hun ikke det Brød, Musene havde gnavet i og Vællingen, der bar tydelige Spor af Kat? Spiste man ikke Oksens Tarme, Svinets Blære og Lammets Nyre?
I Guds Navn, jo — — —
