154
— Ras Røgter —
— og Rust — fortære — kunne — — staar i æ Biwel, aa a føller nu Relionen mæ den Kromm' Forstand aa Omtænkels' Vorherre Gud haar gywen mæ!"
Pengene blev da sat paa Bog, men Bogen vilde Ras ikke se for sine Øjne: "Saa ska Jen baressens ha di Papier aa swaar Renter a po Dummens store Daw — næ helles Tak faa mæ!"
Ras gik i Kirke hver Søndag, saa sort han var, men faldt gerne i Søvn, inden Præsten vel var begyndt. Naar Orgelet saa til Slut tog Fart, vaagnede han op, huskede hvor han var, og gav sig til at bede alle de Bønner, der sad i ham fra den Tid, han gik hos Præsten
Mangen Søndag bad han højt og inderligt for "en nodig Faaløsning" — det var, naar en af Køerne havde svært ved at kælve. Ja engang overvandt han i den Grad sin Skyhed overfor Guds Tjener og Kirkens Hyrde, at han bad denne i Bønnen for syge og sorgfulde mindes den brogede Ko, Jessebell Løwenkop, som nu i tre Døgn, fuld ikke havde taget ved Æde.
Men Præsten talte ham til i gram Alvor og spurgte, hvorfor Ras gik i Guds Hus, naar han dog sov i Stedet for at høre Guds Ord.
"Jow, sier jerres Welærwærdighed, di arme Kre'tur stoer nu der aa gomler aa fyllesefirer øwer
