155
— Ras Røgter —
Lyw aa Dø. Løs ka de ett, aa skryw ka de ett, di æ hwerken døft helle kumfelmiret, aa aaller hør' di saa møj som æ Sallem, faa a ka nu ett søng, aa Malketøseren sønger kons Wiser om Kiærlighed aa Troskaw, men lidt Relion maa di da ha. Aa enten te a nu sower heller ett, saa lysser æ Prejst — mæ gonsti' Tilladels' jerres Welærwærdighed — Welsinels' øwer wos aall — aa den tawer saa a mæ hiæm i æ Lomm te di sælle Bæjster!"
Præsten erklærede da myndigt, at Køer og Faar ikke var af samme Oprindelse som Mennesker og derfor ikke kom i Guds Rige.
"Sku' di da i Hølle?"
"Nej!"
"Saah — — næ, jerres Welærwærdighed aa Pastor, nærensti' di ett kum i Høll aa ett i Paradis — saa æ de' Hiel jow æ grow Løwn. Faa te jen Stej mo di jo gyr a mæ, aa enten di no we putt mæ i Hølle — hwa Gud forbyd, helle send mæ lukt i Abraham hanses Skyed udi Paradies, æ Kre'tur mo da wær de jennele Stej!"
"Hvorfor dog det, Ras?"
"Fordi te a æ Røjter — aa a ska well ett røjt Engler aa mug under dem. Næ dier hwo a kumme, dier kumme wal osse æ Bæjster!"
— — — —
