156
— Ras Røgter —
Den gamle Præst døde, og en mere skrap kom til Egnen. Ogsaa han hørte om Ras og satte sig for at ruske Røgteren ud af hans Uvidenheds Enfold. Hver Søndag efter Kirketid holdt han Ras tilbage og talte Donner til ham og udlagde Bibelsproget i strenge Ord. Men Ras var som Flodhesten — hans Hud stod for drøje Slag uden at faa Strimer. Naar Præsten slap ham, drejede han sig op mod Vinden, rystede Ærmerne og Buksebenene og viftede med Trøjeopslagene, drev saa hjemad og gav alligevel Bæsterne den Velsignelse, Præsten havde forbudt ham at anvende paa anden Haand.
Men om Sider lykkedes det dog Præsten at jage Skræk i ham. Og gamle Ras gik fra Ko til Ko, strøg dem over de vaade Muler og græd. I to Nætter fik han ikke Blund.
Staldlygten hang i Krogen og gloede paa ham som et ondt Øje, og Blæsten udenfor jog mod Port og Mur som en bankende Knokkelhaand. Han følte med et, hvordan Tøjet klæbede til ham af Skidt og hvordan det kribled og krøb i Hud og Haar.
Det gøs i hans Krop.
Han vendte og drejede sig, og Bæsterne hostede, og Halskæderne ringlede.
