157
— Ras Røgter —
— — Og Præsten havde talt om at tvætte sig og om ren Sjæl udi rent Legeme. Det var en Slump Tid siden Høstgildet, nu — —
Ras stod op og gik hen til Lygten. Dèr paa et Søm var en gromme solid Hampensnor, gromme solid. Man kunde da klynge sig op, saa var Livet af den Smule Krop, inden Satan kom og tog En.
Men Bæsterne — — —
Nej, han kunde ikke bringe det over sit Hjerte at forlade dem, de gode, rare, fornuftige Bæster — — og Præsten sagde, de havde ikke Forstand! — — Da var det, som et Lyn fòr gennem hans Sjæl — han lagde sig tilbage i Halmen, bad sine Bønner, bad som altid for hver Ko især, og sov ind, sødt og tungt, til Morgenstøjen vakte ham.
Det skete otte Dage før Jul.
— — — —
Gaardens Folk troede, han var bleven "tumpet".
For Ras mugede og Ras skrabede. Væk med Spindelvæv og væk med Rotter, og væk med det fede Møglag, der gjorde Staldgulvet blødt som et Grønsvær. Saa kom Turen til Bæsterne. Ras laante Børster og Sæbe og Soda oppe i Bryggeriet og vadskede Dyrene saa rene, som havde de
