18
— Kortspil —
Saa spillede de paa deres Maade, det vil sige, uden at gøre et ærligt Træk, og ingen kunde begribe, efter hvilke Regler de spillede.
Saa hænder det en Dag, de gaar nede i Gaarden, at de ser Marja Surøje, deres fælles Skat, komme humpende ved to Kæppe.
De blev som himmelfaldne af Henrykkelse, men Marja var ganske kølig.
Hun vilde slet ikke vide af dem at sige. Her i Stiftelsen pillede hun Værk og fik gratis Gudelighed, og det har en godt af paa ens Alderdoms syndige Dage.
Tomasius og Dirik blev staaende paa samme Plet, da Marja var rokket forbi. Deres Lykkes Korthus var væltet, blæst bort.
De var tavse og slappe fra det Øjeblik. Det var, som deres sidste Smule Forstand havde forladt dem.
Men Opsynsmanden, som kendte dem og deres Hjerters Hemmelighed, stak uanmodet Kortene til dem og sagde: "Marja"!
De begyndte virkelig at spille, men lod lidt efter Kortene falde og græd.
Nogle Uger senere skulde gamle Marja Surøje himle.
I den Anledning fik hendes to Tilbedere og Mænd Lov at se hende og sige Farvel.
