35
— Brasen —
Seng fandtes der ikke i Hulen, men der var fuldtop af Halm, Klude og Dækkener — nappede rundt om i Herregaardsstaldene.
Om Sommeren, naar Vejret var godt, morede det Brasen at lægge Børnene i regelmæssige Rader — som Kornneg — udenfor Huleaabningen. Der stod han saa selv, kæmpestor, med det lange krusede Haar flyvende for Aftenvinden og saa beundrende paa sit Værk.
"Ligemeget, Mutter, det kan sgu han, den spatbenede, ikke gøre os efter!" Den spatbenede var Godsejeren, det eneste Menneske, Brasen hadede, fordi han var tvunget til at gaa paa Høstarbejde paa Gaarden som Gengæld for Gryn, Kartofler og Tørv til Vinterbrug. Naar Børnene sov, og Solen var sunken ned bag Skovene langt borte, gik Brasen og Kone Tur over Markerne, begge besjælede af samme Lykkefølelse ved Tanken om Dunken i Kartoffeldyngen. Saa skubbede de Fjællelaagen i efter sig og strakte de store Lemmer hver paa sin Side af Arnestedet. Røghullet maalte vel en Alen i Kvadrat, og de to Mennesker var efterhaanden blevne saa fortrolige med Stjernernes Stilling, at de kunde sige Maaned og Dag alene ved at stirre op i den lille Aabning. Naar Fuldmaanen gled henover og fyldte Hulen
