Vi gik hver paa sin Aasti midt paa de bratte Skrænter, og vore Fodslag fulgtes, men hans var tunge og trælsomme og mine i Takt til glade Tanker.
Naar Aaen svingede, bugtede Stien sig derefter; naar en Fugl fløj over Vandet, søgte vore Øjne dens Flugt, og naar der hørtes Stemmer, standsede vi vor Gang, hver paa sin Aasti.
Skrænterne højnede sig stærkt, mørke af Mos og tunge af ludende Bøge, og nede randt det grøngule Vand med sagte Lyd, der kun brødes, naar en Snog eller en Rotte pilede fra Bred til Bred.
"Jeg sørger for den Pigelil,
som gav mig hviden Haand,
som gav mig Læben rød,
og fik en Ring af Guld.
Jeg sørger for den Pigelil,
jeg sørger til min Død!"
Han sang slæbende, ynkeligt og dovent, saa jeg uvilkaarlig lo højt, men da han tav og skot-
