48
— "Jeg sørger" —
tede omkring, smuttede jeg bag en Træstamme og fik min Latter tæmmet. Om lidt tog han fat igen paa sin underlige Vise og blev nu ved hele Vejen bare med det samme Vers.
Det var slet ikke til at se, om han var gammel eller ung, klædt, som han var, i lurvet Fattiglemsdragt, med et lille rundt Ansigt, rødt af Graad eller Drik.
Han gik med en Dusk Georginer i Haanden, men saa slapt hang Armene ned, at Blomsterne for hvert Skridt slog imod hans Ben. Saa tabte han en Blomst, men ænsede det ikke. Først da vi, hver fra sin Aasti, havde naaet Slusebroen, stod han stille, undersøgte sin Urtekost, vendte kort om og gik hele Vejen tilbage, til den tabte Blomst var funden.
Han blæste den fri for Støv og vendte atter. stedse syngende: "Jeg sørger — —!" Paa den anden Side af Broen standsede han og sukkede uendelig dybt — nu gik vi paa samme Aasti, men jeg i passende Afstand.
Saa stavrede han med stort Besvær ned ad Skrænten, tvættede sine Hænder, stænkede de tørre Georginer og fangede nogle Vandrøllikker.
Aaen vider sig ud mod Søen, og til Venstre ligger en gammel, hvidkalket Herregaard, med stor løjerlig Have, hvor Humlestænger, Bønne-
