49
— "Jeg sørger" —
stager og Stokroser staar i Flæng og tykke, røde Æbler dratter ned fra knudrede Træer.
Han sendte et Længselsblik ind gennem Stakittet, men ingen røde Æbler faldt ud over Gærdet til ham. Han saa forelsket paa de høje Georginer ved Havens Udkant, men ingen bøjede sig ned til ham. Et mægtigt, hvidblankt Græskar var krøbet under Gærdet i sin pure Ungdom, nu var det altfor stort og triveligt til at naa ind i sit rette Hjem igen. Det saa meget saftigt ud, og han tog en lille Knivstump frem af Bukselommen og mærkede Græskarret med et Snit. Nej — han drog Kniven til sig uden at skære mindste Rem af den fristende Hud.
Han gav sig til at gnave paa en Rugbrødsskorpe og saa imens paa de fine Georginer, som drak han Duft af deres duftløse Kalke.
Forsigtigt vandrede vi, han først, langs det frønnede Stakit, helt mod Vest, udover de store Enge. Solen stod skinnende i Havkanten, og tynde Dampe skælvede allerede over Vandfladen og op fra Engbunden.
Hvad vilde han?
Hvor var hans Maal?
Endelig var det vel naaet!
Stakkel! Han plantede Georginerne én for én i Jorden i en Kres, plantede de rodløse Blom-
