62
— Jomfru Grønhøj —
Pigerne fik Øjne i Fingerenderne og Ur i Maven. Præcis var hun og skulde de være. Hendes Lige var ikke set. Flæsket ikke brændt, Grøden ikke svedet, og Kødet ikke trevlkogt i hendes Tid.
Hun gav ikke et Ord for meget og ikke en Kartoffel for lidt.
— — — —
Grønhøj var det ensomste Menneske i Verden. Hun havde ingen Slægt uden som et Par Gravstene ovre i det sønderjydske og ingen Venner.
Herskabet over, Folkene under. Alle havde de nogen at snakke med, at dele Varme med, at høre Nyt fra og give Nyt til. Kun hun stod paa sin Afsats. En stejl Mur — en plumret Pøl.
Kuskens Kone, der selv havde været Jomfru, før hun blev gift, dèr paa Gaarden, indbød Grønhøj til Gaasegilde Mortensaften men fik Afslag. Jomfruen ønskede ikke at stifte Bekendtskaber.
Al sin Fritid tilbragte hun paa Værelset, det Værelse, som ingen havde set, uden Karlene, der bar op.
Værelset havde en Ulempe. Straks første Nat mærkede hun en Kløe i Huden og smaa hidsige Stik og tænkte som saa: Det er Rejselopper. Dagen efter blev det værre. Grønhøj hørte ikke til dem, der gør Postyr over en Loppe.
