63
— —
Hun smurte Maden og passede sine Ting uden saameget som at ryste Skørterne. Først over Middag saa hun efter og fandt en lille Unge ikke større end et Punktum.
Det lille uhøviske Kræ. Hun satte den forsigtigt ud af Vinduet, halvt ængstelig for, at den skulde slaa sig ihjel. Imens følte hun, hvor det valsede op ad Benene. Det maatte være Moderen til den Lille.
Herregud, det var næsten Synd. Den var dog ligesaa god som en anden Slags Mennesker. Bare hun ikke havde sendt Ungen væk. Eller mon det var de skidt Kolerafluer? Hun saa efter i Strømperne og fangede tre smaa Prikker.
Hønselopper.
Solen skinnede ellers pænt gennem Ruden, det var jo Novembertide, og det tørre Sand spruttede Glimmer.
Men hvad var det? Dansede Sandet? Det var i en Uro, som om, smaa Hvirvelvinde eller Blæsebælge bragte det i Fygning. Af og til lød et lille Bums, ikke stort stærkere end om en Myre stamper i Jorden.
Jo, saamænd gik Dansen der!
Man kunde nemmere tælle de hoppende Blærer i kogende Vand end det Tøjeri. — — —
