64
— Jomfru Grønhøj —
Og Krigen begyndte. Hun plukkede dem op, som var det modne Jordbær, hældte dem i en Vandøse, og pøste dem, naar der var tyve, ned i Hyldebærrene.
Jomfru Grønhøj var stolt. Hun var stolt og hun havde Minder. Disse to Ting kunde ingen tage fra hende. De alene forsødede hendes Livs Tragedie. Hun var stolt — og beklagede sig ikke.
Enten' var Lopperne en Plage sendt fra Himlen i Lighed med de syv Ægyptere, eller var det et ondt uafværgeligt Skæbnetræf, som gjorde Gulvfjælene til saa gunstige Loppeudrugningsanstalter. Det kunde ikke falde hende ind at bruge Insektpulver. Det brugte Folk med Utøj, men Lopperne var da, Herren ske Tak, ikke Utøj, og Grønhøj var en renlig Person.
Det var hun da rigtignok, saadan som hun vadskede sig og skiftede. Hvorfor gik hun maaske med hvide Bomuldsstrømper, om ikke af dyb og ærlig Properhedstrang.
Men det gjorde hende dog saa mageløs ondt for Povl. At ikke en Gang den tomme Seng gik fri — der var noget af Helligbrøde deri. Føj!
Ingen skulde kende Jomfru Grønhøj igen, naar hun sad oppe paa Værelset. Tankerne drev af Mild- og Blidhed, hun bevægede sig med dvælende Ynde og traadte sagte. Nede traadte hun,
