65
— Jomfru Grønhøj —
som om hun for hvert Skridt hug en Jærnklo i Gulvet — oppe, som havde hun Trædepuder af Vat eller Flomme.
Hver Maanedsdag luftede hun Udstyret, d, v. s. spændte Snore paa langs gennem Stuen og hængte alle de hvide Sager op, aabnede Vinduet — og i Nattens stille Timer Døren med — og lod Blæsten pusle.
Om det saa var Bleer og Svøb, fik de deres Ophængning. Med Taarer i Øjnene saa hun paa det — hvad det dog kunde være bleven til. Somtid sang hun en Stump Vuggevise og traadte Vuggen i Takt.
— — — —
En Dag kommer saa Madam Saapken i Køkkenet, klædt i Sorg, med Muffediser og Enkeslør. Sløret havde hun hæklet af sort Kastorgarn, ganske tæt, kun med Huller til Øjne og Mund. Lidt laaddent var det, men varmede og gav Indtryk af Sorg. Hun havde set en Hest i Sørgeskaberak med Pandeklæde — det var den, hun efterlignede.
Madammen havde for femten Aar siden været Jomfru og tilbragt sine, som hun sagde "Elskovs Vaardage" i det Gavlkammer, hvor Grønhøj og Træbenet nu boede.
Madam Saapkens salig Mand, Per Iversen, var død. Hun kom til at hedde Saapken, fordi
