67
— Jomfru Grønhøj —
Grønhøj tav bevæget. Hun fòr videre:
"Jomfru Grønhøj — Deres Hjerterod bløder af Vemodighed som min, ogsaa De har haft en gnavendes Sorg!"
Jomfru Agathe sank sit Hoved ned paa Barmen og sukkede ensomt.
"Saadan maa vi to ikke skilles," blev Saapken ved, "øs Deres Kvide i min stumme Sjæl, saa øser jeg i Deres. Gæst min ringe Bolig paa Søndag til Sødsuppe og Klatter — ak nej, Deres Embedspligt forhindrer jo det, — men kom da saa om Aftningen, naar Skumringen spreder sit blege Lys over Skoven. Kom da. De er ventet!"
Hvorpaa lang Pavse.
Over det runde Bord fattede Grønhøj om hendes Hænder og sagde:
"Tak!"
— — — —
Søndag over Middag klædte Grønhøj sig i stramthægtet Silke med Frynser over Maven, svøbte Træbenet i det grønne Futteral, tog det i Favn og gik til Skoven.
Hun kom til Hytten, hvor Saapken sad i gloende Tørveos. Gigtvat og Æbleskiver laa paa Bilæggeren og Kaffekedlen kogte.
"Vær velkommen i min ringe Stue, Søster udi Sorgen — sei gedankt, at du kom!" Og hun
