68
— Jomfru Grønhøj —
trak Haaret frem, Saapken, og begyndte ved Kaffen at fortælle sit Livs Historie.
"Han var den bedste go'e Mand, det ved Gud i Himmerige, hvor han nu opholder sine trætte Ben. Aldrig maatte jeg saameget som smøre de Fedtlærs. La' kuns mæ', sagde han — han var jo, destoværre, af Bondeæt — ak ja, og min salig Far var ellers Klokker i Ødum, og vi omgikkes Præstens og læste Klassikeren i Orgenalsproget!"
"Hva'?" faldt Grønhøj ind.
"Aah .. naah .. det er .. saadanne, det er f. Eks. den tyske Grammatikus paa tysk og den danske paa dansk — han hedder Saxo, og Holberg, Fader Holberg ligedanne paa dansk. Men .. pardoner mig .. Jomfru Grønhøj, Deres Navn er saa sommerligt, det dufter af Urter — har de ikke nydt en god Optugtelse, om jeg maa spøre?"
Grønhøj dæmpet: "Jeg har da læst om den flyvende Hjort af ham Kristian Winther — det var ogsaa paa dansk Orginelsprog, tror jeg, men min Far var ellers Møller i Fjenneslev!"
Og hun aabnede Munden paa vid Gab for at sluge flere af Saapkens fede Ord.
"Og nu ligger han i hans salig Grav under Bosbom og foldede Hænder i Sandsten. Det er, som skulde jeg kvæls, naar jeg tænker paa ham
