69
— Jomfru Grønhøj —
… og den velsignede Appetit han havde. Jeg læste jo for ham, for at moderere hans Aand i større Former. For Aandens Flugt, sagde jeg, den kommer det an paa. Og vi fløj gennem Aladdin og Greven af Monte Kristus og Kingos Psalmeværk … Per forlod mig, men han biede i tretten Aar og en Kvart Maaned. Derfor gik jeg ikke i Rettes med Himlens Forsyn. Per besøjer mig i Drømmens natlige limer, og vi skal mødes .. mødes skal vi end en Gang … Ak, Jomfru Grønhøj, De maa, De skal høre mit Livs den tungeste Sorg. — Jeg har mistet .. mistet (her fattede hun fortvivlet om Grønhøjs Haand, saa Kaffen skvulpede over) … ser De med en Moders Øje, hører De med en Moders Øre? Jeg har mistet mit Livs Forlængelse, mit Haab, mine Drømmes grønne Enge … mit eneste, eneste Barn!"
Lang Pavse.
Grønhøj vil sige noget, men fattes Ord.
"Jeg forstaar, De mangler Ordets heldige Naadegave, men Tak for Viljen, Deres Aand er redebon. Jeg overlever det ikke. Dag og Nat tænker jeg paa mit lille, døde Barn, min dejlige Dreng. Hvem véd, maaske var han bleven Skovridder! … Jeg hører Dødsklokkerne ringe i de mørke Trær, jeg ser Dødsenglen flyve gennem
