72
— Jomfru Grønhøj —
greb stukket tværsigennem Hjertet. Ja, hvad kunde de bitte Kræ gøre ved, at deres Tunge var en Braad? Sæt de nu paa Dommens Dag kom og krævede Regnskab for deres Liv.
Saa huskede hun paa alle de Lam og Grise og Kyllinger, der havde ladet deres Liv for Slagtekniven. Men det gav ingen Ro. Dem dræbte man jo for selv at leve. Det var Nyttedyr. Lopperne derimod kunde hverken spises, sælges eller stoppes ud. Og de var ligefuldt tænkende Væsner — som nu paa Loppeteatret i Aabenraa. De kørte i Guldkaret, de trak en Kanon og sad paa Vipper. De var snarere klogere end vi andre.
Uh!
Ved Træbenet tog hun det hellige Løfte, aldrig mere at undlive en Loppe — trods det, at hendes Blod var sødt, mens Saapkens var surt.
Og hun sov roligt den Nat til aarle, mørk Morgen.
— — — —
Saapken kom, trods Sommerheden, i Enkeslør og Muffediser.
Hun kom for at høre Grønhøjs Historie.
Da hun saa de to Senge, sukkede hun, da hun saa Vuggen, græd hun. — Grønhøj sagde: "Lad os begynde med Begyndelsen. Det er jo nu Povl, ham dèr, og ham dèr og ham dèr. Det er Povl
