73
— Jomfru Grønhøj —
allesammel. Dèr kostede han fire Mark og otte — det var jo i Markernes Tid, og dèr i Mahogni blev han tre Rigsbankdaler, men dèr er han mest kostelig — femten Kroner og halvtreds, men det er nu da ogsaa ægte Guldforgylling, sagde Glarmesteren. De bitte Skidt der østen for Pibebrædtet, de var rimelige, for at tale om det da. Og sig mig nu — ser han ikke ud af det Gode, Povl?"
Saapken: "Spørg ikke. Hvilken haarfager Fylde! Han er frodig som en Abildhave, og som han ligner sig selv … Navnet er kanske mindre romantisk, dog kender jeg en Kammerjunker, der hedte ligedan. Han døde … aah ja, Forkrænkelighed er vi alle. Man kunde gar tro, de var tagen efter et og det sæl samme Kontrefajus, alle til Haabe!"
Grønhøj: "Ih, men, jamen det er de mænd ogsaa. Jeg havde jo kuns et, og det havde Kroholderen i Skannum tagen — han var ogsaa Fotograf. Men saa var'et, ligesom jeg nu vil sige, jeg fik Raad til det, lod jeg ham tage om igen og om igen i større og større Omkres. Hvert Aar forærte jeg mig selv en i Geborsdagspersang, ligetil jeg havde Dusinet fuldt — saadan for alle Aarets Maaneder."
