75
— Jomfru Grønhøj —
fik to Hundrede Rigsdaler. For dem købte jeg det andet og til Geborsdagen fik Povl Benet. Det var drejet af en Kunstdrejer i Haderslev — af Ibentræ, og drejet saa skønt, saa Stolebenene i hendes Naades Kabinet ikke er drejet skønnere. Og Doppen var af det pyreste Sølv fra et Livspænde a', som jeg lod smelte!"
Saapken: "Det er vidunderligt, det er ædelt, ligesom da Edouard Romolus var faret heden, saa sagde salig Per: Ta' mi' Øwn, sagde han — for salig Per var jo af Bondeæt — ta' mi' Øwn, sagde han, men hold op med at tvine, ellers bliwwer du blind som en Hundhvalp. Saadan vilde Greven af Monte Kriste ogsaa have handlet i Deres Sted. (Deklamerer:) Hun smelted Livets Spænde, saa det blev til Dup paa hans Ben … ædelt, ædelt, Jomfru Grønhøj!"
Grønhøj: "Nej, aahnej. Men Far han var saa uun paa mig, han puffede til mig og mugned hele Dagen, enten jeg saa gjorde Flæskekage eller Ærtevælling til ham. Saa tog jeg ud at tjene, som Jomfru, først paa Korup og sidenhen paa Løvendal. Aah, Gud i Himlen! Hver Aften bad jeg to Fadervorer, for min Povl, han var noget glemsommelig af sig, om han sku' hænds at glemme sit. Møblementet havde jeg, og jeg syede jo paa Ustyr!" …
