80
— Jomfru Grønhøj —
jeg, det er mit, for det er mig, som har køft det. Det er mig, som har kostet Polletur og køft det tilbages fra Lars Kusk, sagde jeg, — giv mig mit Ben. For jeg var saa gal. Men hun, den Somikkel, hun skrubgrinede mig ind i Øjnene. Tror hun, vi er Krøser, sagde hun. Benet er saa slidt og skraft, at ingen vil undvær en Skive Flæsk for ham, men vil hun køv' ham, staar han ligemeget i seks Kroner og halvfjers, foruden Sølvet at regne, som han har sviret op, den Didrik …"
Saapken: "Hun var nok af Simpelfolk, det Fruentimmer, det hører man straks af Tonen?"
Grønhøj: "Ja, hun var en So. Men Benet vild' jeg ha', for det var mit. Og det var ligesom det bedste af Povl hang ved det, — naar jeg tænker paa Benet, tænker jeg ogsaa paa Povl, og saa gav jeg seks Kroner og halvfjers!"
Saapken: "Ja, Rellekier bliver allenstund immer kosteligere med Tiden!"
Grønhøj: "Men ved De, hvad at hun sagde. — Han vilde elles have det med i Kisten, Povl, sagde hun, han vilde ikke komme til Vorherre med kons et Ben, og det var der jo ikke noget at sige til, naar han nu havde siddet sig det for, — men jeg var saa forlift i det forskrafte Ben, at jeg ikke ku gi' det fra mig. Saa betalte jeg hinner syv Kroner ekstra, at Snedkeren ku' gør
