79
— Jomfru Grønhøj —
Mikkelsmarken og saa nænt jeg da aldrig at bruge dera. Gud forlade mig; men jeg holdt saa bitterlig af ham i levendes Live."
Saapken: "Skal vi ikke gemme Resten, til Solen en Gang har svinget sig om Jorden og det atter er bleven Aften?"
Grønhøj: "Aahnej, jeg vil helst nu, det er saa flavt at snakke om én sæl."
Saapken: "Ja, hvad tales skal, maa ikke ties — tal."
Grønhøj: "For vi kom til Trine Vævers, men hun var en So. Jeg sad og sanked paa Græmmels og var færdig at gaa til af Sorg og Ynk. Det var ulidele Aar. Og de fik fem Børn, men Trine past hverken dem eller ham. Den størst har rendt med Posen, og det forskyldt alene hun — for Povl var bleven saa tungsindet og urimele. Og ved de Tider døde min Far og havde testementeret hele Møllen og Jorderne og det hele til Lars Sognefoged, uden at betænke mig med et Øre …"
Saapken: "Oh Kval og Kvide! …"
Grønhøj: "Jeg vented kuns paa, at min Jammer sku' faa en Ende — og imens blev det til, at han døde (græder.) Han kom i Jorden som Fattiglem. Jeg havde ikke sat mine Ben hos hende, men da vild' jeg derner. Giv mig mit Ben, sagde
