86
— Landsbyskrædderen —
syede Lommerne fast med Ryk i Traaden, som vilde hun kvæle en eller anden Fjende ved samme Lejlighed. Hendes Ansigt bestod af Kopar, to gule Hugtænder mellem stride Skægstubber, en stor Hagevorte og en lille spids Næseantydning.
Ved hendes Side sad en vissen Skrælling, der saa ud, som var han lige bange for Hunkønnet tilhøjre og Kæmpen tilvenstre. Han krummede Krop over Vadmelsbukserne, krummede Arme og Fingre og Hals, og syede med hastige jomfruelige Sting og smaa sky Blink til Siderne.
Kæmpen sad stor og rank med mægtige Hornbriller paa Næsen, i solbrændt Skjorte, med solbrændt Hud og godt Humør fra den hvide Sok til de sidste tjørnede Haarrester. Ansigtet var fyldt med hvide Skægstubbe, der lignede Synaalespidser, og under Hagen groede et Purr af lange hvide Haar, der levende mindede om en Bunke Rigarn i Vilderede.
Da Solen begyndte at gaa ned, rejste Kæmpen sig med et Bump, saa Hunkønnet og Skrællingen for i Vejret.
Kæmpen tog en tyk Bog, et Stykke Rødkridt, skrev Tal og Bogstaver i Bogen, Tal og Bogstaver paa Loftsbjælken, gik ud til Bierne, lokkede dem frem, jog dem ind, undersøgte Køterens Bistik og gik atter ind i Huset.
