93
„Jeg gør det gærne. Jeg har jo allerede sagt, at jeg i hvert Tilfælde havde bestemt at ville gaa den Vej i et andet Ærinde.“
Det gik ikke an længer at gøre Indvendinger.
Paa Vejen vilde der ikke rigtig komme nogen Samtale i Gang, hver af dem gik i sine egne Tanker; kun naar de mødte nogen, betragtede Karlson Præsten fra Siden. Han vilde sé, om han vekslede Tegn paa hemmelig Forstaaelse med de forbigaaende.
Da de kom ind paa Skovstien, som førte op til Huset, hvor Karlson boede, kunde Præsten ikke lade være med at passe lidt paa sin Ledsager. Man kunde ikke være sikker paa, at ikke den, som havde myrdet én, kunde falde paa at dræbe flere, tænkte han.
Han vidste ikke, hvor uskadelig Manden var i dette Øjeblik. Paa Vejen havde Karlson tænkt sig ind i det altsammen. Det var klart, at Præsten vidste alt. Naar alt kom til alt, saa maaske Sognefogden allerede var derhjemme. Eller hvis han ikke var dér, vilde Præsten gaa hen til Sengen, hvor den døde laa, løfte hendes Linned op og sé Hullet, saadan som han selv saá det for sig hele Tiden, dybt, sort og vel forbundet. Han følte sig mat i Benene, og han havde stadig Kuldegysninger ned ad Ryggen. Da de gik op ad de tre Trappetrin for at komme ind i Gangen, troede han, at han ikke vilde have Kraft nok til at gaa med ind.
Præsten aabnede selv Døren og gik først ind.
