94
Karlson blev staaende paa Tærskelen og støttede den ene Haand mod Dørposten.
Præsten saá sig om. Paa Sengen laa den døde, allerede svøbt i hvide Lagener. Gulvet var nyvasket, og der var overalt strøet smaatskaaret Granris.
„I har nok allerede vasket?“ sagde Præsten.
Karlson sank næsten umærkeligt sammen. Der kom intet Svar, blot en underlig, utydelig Strubelyd.
Saa fik Præsten tæt ved Sengen Øje paa to smaa mørke Pletter, som ikke var gaaet bort.
„Jeg tror, at I har slagtet til Begravelsen“, sagde han med høj Røst og vendte sig om.
Manden rettede sig op. Brystet arbejdede voldsomt, og Øjnene stirrede glansløst ud af Hovedet.
»Ja, jeg har slagtet“, sagde han og faldt uden en Lyd om paa Gulvet.
Præsten gik ud i Køkkenet og kaldte paa Pigen.
„Kom ind og hjælp mig“, sagde han kort. Hun saá først spørgende paa ham, men fulgte saa efter ham som en lydig Hund. Da hun saá sin Husbond, blev hun ligbleg, men fattede sig og hjalp til med at løfte ham op paa Sofaen.
Præsten hentede Vand og badede hans Pande dermed.
Nogle Øjeblikke efter slog han Øjnene op. Han saá sig om og lukkede dem igen. Derpaa sagde han:
