Det var Foraaret 1825. Det var kommet sént, og i flere Uger havde man allerede gaaet og ventet paa den Dag, da Landmanden skulde kunne sætte Ploven i Jorden. Men kolde og regnsvangre havde Skyerne samlet sig sammen over Sletten, Gang efter Gang havde de rystet Masser af Sne ned over Jorden, og Gang efter Gang var Grøfterne igen frosne til, og Snesløret havde lagt sig tykt i Skoven, hvor Vandet var vældet op efter den stærke Vaarflom og stod højt over Køreveje og Gangstier, mens Porsen i Kærene var bøjet af Snesjasket og Vandet var steget over Isstykkerne, som havde suget sig fast ved Pile- og Ellebuskenes nederste Grene.
Vidtstrakt, tung og melankolsk laa Sletten. Saa langt Øjet kunde naa, saás ikke andet end den flade Uendelighed af Mark og Jord, afbrudt af utallige, hinanden krydsende Gærder, hist og her en Stribe usmeltet Sne bag en Halmstak eller i Skyggen af en høj Grøftevold. Helt yderst ude løftede Kirketaarnet i den lille By, som laa midt paa Sletten, sig ensomt og tungsindigt op over de lave Tage, og paa den anden Side strakte sig i en tung Bue-
