Side:Fattigfolk.djvu/108

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

100

linje den mørke Granskov, hvor spredte Birketræer stak frem og brød den ensformige Ring af mørke­grønt Naaleløv.

Og over denne Flade hang en mørk, tung Himmel, og den kolde Nordenvind peb om Hjør­nerne paa store Høgby, der laa i Udkanten af Skoven, som om det vilde krybe i Læ for de hæftige Vindstød, der havde frit Spillerum ude paa Sletten. Blæsten ruskede i Vinduer og Døre, ka­stede nedfaldne Kviste og det fjorgamle Løv rundt om. Store Skyer førte den med sig, tunge, kolde Skyer, som skiftevis udladede sig med Sne og Regn, mens Sletten laa livløs og stivnet i de første Maj­dage, og Birketræerne ude i Haven slog om sig med deres smidige, nøgne Vidjer, som om der aldrig skulde komme Knopper eller Blade, og Ege­træerne, skaldede, knudrede og uberørte af Blæsten, stod i Dynger af halvfrosne Blade, som i Aarenes Løb var faldne af og laa og smuldrede hen ved deres Fødder.

Der saá trist ud baade paa Gaarden og udenfor, koldt, uhyggeligt og vinteragtigt. Og i Stald og i Køkken drev Karlene om uden Beskæftigelse, og Kreaturet stod inde og tykkede resigneret paa Re­sten af forrige Aars mugne Halm.

Da kom en Dag en stærk, varm Vind Syd fra, som aandede paa Søen og smeltede Sneen. Be­frielsesværket var for længe siden begyndt midt ude i Kæret, der laa i en Fordybning nede paa Slet­ten. Det var blot nærmest ved Bredderne og i smaa,