107
Karin havde været paa Gaarden i seks Aar, og de var alle gaaet, som om det kun havde været ét, lykkeligt og hurtigt, som Tiden gaar, naar man selv er ung, lykkelig og arbejdsglad, og alle disse Aar havde været som en varm Kærlighedsdrøm, først fjærn og ubevidst, siden nærmere, virkeligere og fuldere, da Jan selv begyndte at tale til hende og sige hende, at han holdt af hende, og at de nok en Gang skulde blive gift, skønt han var en rig Bondesøn og hun en fattig Husmandsdatter.
Og Arbejdsdagene gik hverken stille eller kedeligt. Pigerne tog deres Spinderokker og flyttede med sig ind i Stuen til „gamle Mo'r“, og saa gammel hun var, sang hun for dem, saa lang Dagen var, om Rosendal, der var borte i syv lange Aar og kom tilbage til sin Brud, der havde været ham tro, eller om Hyrdepigen, som sang en Vise for Kongen, saa at han selv satte hende Guldkronen paa Hovedet, eller om Hertug Frøjdenborg og Frøken Adelin[1]:
De lade de liken alt uppå en bår,
Och fruar ocb jungfrur de krusa deras hår.
De lade de liken alt udi en graf.
Der sofva de södt till domedag.
Det växte en lind uppå bägge deras graf,
Hon ståndar där grön till domedag.
- ↑ Efter Samraad med Forfatteren hidsættes de
karakteristiske Folkeviser uoversatte.
O. A.