114
havde kunnet gaa saadan og ikke en Gang havde sagt et Ord om, at han vilde forsøge at forandre sin Moders Vilje. Og pludselig følte hun sig saa aldeles forladt, at hun lagde sig ned i Græsset, hvor han nylig havde ligget, og græd, som om hendes Hjærte skulde briste. Hun vidste ikke, hvor længe hun laa dér. Hun vidste kun, at han var gaaet fra hende og aldrig vilde komme igen. Og da hun rejste sig op, stod Solen højt paa Himlen, og Duggen var borte fra Græs og Træer, og Fuglene var blevne tavse, og Grenene duftede ikke længer. Hun gik i mange Dage som i Søvne, og hun troede ikke, at hun længe skulde overleve det. Men Tiden gik, og hun levede i alt Fald, og hun vænnede sig til Smærten, og hun lærte at arbejde uden at være glad og uden at synge.
Ti der gives intet Tidspunkt i Livet, der er saa smærteligt og saa fuldt af Pinsler, som naar man hører op med at haabe paa, at Livet skal byde en noget nyt, og naar man med en Hjærtet sammensnørende Sikkerhed gør sig det klart, at man maa nøjes med det, man har, og ikke haabe blot det fjærneste Gran ud over det. Den fattige — hvis han da ikke forfalder til Sløvhed eller Elendighed — har ikke Tid til at beklage sig over et forfejlet Liv eller sørge over et bristet Hjærte. Den ene Dag fordrer, at han skal sørge for den næste, og denne Fordring maa han lyde, om det saa svider aldrig saa haardt, og det er kun sjældent, at hans Liv giver ham en Hvileplads, hvorfra han i
