122
ligt og pynteligt, og som alle andre Husmandsstuer havde ogsaa denne sit Ildsted, sit enrisbestrøede Gulv, sit røde, storblomstrede Hjørneskab med Initialer til Karins Forældres Navne i hvidt og Aarstallet for deres Giftermaal, 1797, et brunmalet Slagbord, en Træbænk og en Seng, hvor Anders laa og sov.
Jeg havde været her mange Gange, og Karin havde efter Haanden meddelt mig alt, hvad jeg ovenfor har fortalt om hendes Liv. Nu satte jeg mig lidt til Ro paa Bænken og spurgte, hvordan det stod til.
Jo, det gik jo Gudskelov saa slidelig, men med Anders var det stadig snavst. Han maatte holde sig til Sengs og magtede ikke en Gang at gaa til Kirken; men han kunde endnu sé at læse og var ligesaa glad ved Bøger som før, og han læste og udlagde for hende af Bøgerne.
„Det er naturligvis nok svært,“ sluttede hun, „men Gud hjælper, selv naar der ingen Udvej synes for Mennesker, og saa længe jeg faar Lov til at beholde Helbreden, gaar det nok Jeg er blot bange for, at jeg skal dø før ham. For han kan ikke klare sig uden mig.“
Og saa begyndte vi igen, som vi havde gjort saa mange Gange før, at tale om, hvordan Karins Liv var gaaet og om hendes Kærlighed og hvordan Jan havde forladt hende. Anders var imidlertid vaagnet og laa og hørte paa Samtalen, mens han nu og da nikkede med Hovedet.
Jeg saá paa Karin. Hun saá ikke bitter ud. An-
