131
sit Liv været til en Opera og sét Riddere i straalende Dragter med hvidt Trikot og en Pige, som sang saa smukt om, at hun havde myrdet sit Barn, og som sad ved en Rok og spandt, og Krigere i Køller og Kravestøvler og dansende Piger i noget saa lyst og hvidt med bløde, hvide Silkesko og lange flagrende Slør af Tyl og midt mellem alt dette en rødklædt Ridder med et underligt Navn, som hun aldrig kunde huske. Han var den onde selv, for han talte saa stygt og vilde gøre alle ondt og lo saa grimt, mens det rundt om ham lyste med et grønt Skær.
Og saa lo hun igen og gyngede sagte med den ene Fod over den anden, da hun kom til at tænke paa ham, Saddelmagersvenden, som boede paa den anden Side Gaden, som om Aftenen plejede at passe hende op i Porten og som havde indbudt hende til at gaa med i Teatret den Aften forrige Jul. Hun tænkte paa alt, hvad han havde talt med hende om, og hun saá atter alvorlig ud. Fredrik var en underlig lavstammet ung Fyr, som havde saadan sit eget Væsen og var anderledes end alle andre, syntes Elin. Han talte ikke som andre, han tænkte ikke som andre, og Elin vidste ikke, om hun var bange for ham, eller om hun syntes om ham. Han havde læst en gruelig Mængde Romaner. I sin Fritid bestilte han næsten ikke andet, og han var paa sin Manér fantastisk og overspændt trods nogen civiliseret Heine- og Byronsdyrker.
