132
Hvor han havde talt smukt med hende om Kærlighed og alt saadant noget, som hun endnu ikke havde hørt nogen anden tale til hende om. Men hun blev altid saa bange for ham. For han var saa hæftig og saa alvorlig.
Og hun var et glad, et friskt og et livslystent Barn. Fin vilde hun være, og nyde vilde hun ogsaa. Men gifte sig, det havde hun ikke tænkt paa endnu.
Saa underlig han dog kunde være.
Han havde en Gang givet hende sit Portræt. Det var lyst i Farven og lidt slikket. Han havde Haaret pyntelig skilt og kæmmet med Vand, saa at det laa ganske glatstrøget henover Panden; Kraven sad højt op, og Halstørklædet var bundet i en løs Knude med lange, hængende Snipper.
Det gav han hende, og saa sagde han, at hun skulde gemme det godt og tænke paa ham, hver Gang hun saá paa det.
„For jeg elsker Dig,“ sagde han, „mer end alt andet i den hele Verden. Og min Kærlighed til Dig er saa stor, at jeg vilde kunne undvære alt andet, blot jeg havde Dig.“
Hun havde sét lidt paa Portrætet, og saa pludselig havde hun givet sig til at lé.
„Hvad lér Du af?“ sagde han.
Og hun svarede:
„Jo, jeg synes, Du sér saa morsom ud. Du sér jo ellers aldrig saadan ud.“
Hun havde ikke ment noget ondt med det.
