135
„Men hvorfor vil Du ogsaa altid være saadan?“ sagde hun.
„Du forstaar slet ikke. hvordan det er fat med mig,“ svarede han.
Og paa den Maade var det gaaet mange Gange.
Men efter denne Samtale gik Elin i en stadig Frygt for, at han skulde gøre hende noget ondt, og hun var altid bange for at være alene med ham.
Men hvad skulde det til at tænke paa det netop i Dag? Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Moderen, som havde lagt Bøffen paa en Tallerken og var i Færd med at hælde Sauce paa den med en Ske.
Hun nikkede til Datteren og strøg med den Haand, der var fri, henover hendes Haar.
„Jeg vilde ha'e, at vi skulde ha'e noget godt til Middag i Dag, mit Barn,“ sagde hun.
Elin tog en ren Serviet frem, som hun lagde paa Bordet, Tallerkener, Gafler og Knive. Saa hentede hun en Flaske Øl og stillede den midt paa Bordet.
Maden spistes i Tavshed. Blot nu og da kom der en kort og ligegyldig Bemærkning. Da de var færdige, sagde Moderen, mens hun blev siddende ved Bordet og saa lige over paa Datteren:
„Jeg vilde gærne tale med Dig om en Sag, som jeg en Tid har gaaet og tiet med.“
„Hvad er det?“
„Husker Du Johanson, Bonden fra Haryd nede
