144
vidste, hvordan det var. Mon hun skulde holdes meget strængt, saa hun aldrig fik Lov til at gaa ud? Vilde hun faa meget at gøre? Vilde Fruen være god imod hende?
Hun satte Hatten lige og net og rettede paa Handskerne. Saa skyndte hun sig op ad Trapperne og ringede paa.
En noget mager Dame omkring de Treds med et svageligt Udseende kom ud og lukkede op.
„Naa er Du dér, mit Barn. Kom ind. Er din Mo'r nu rejst?“
Elin nejede dybt og blev staaende ved Døren til den lille Dagligstue, mens Fruen gik hen og satte sig i Sofaen.
„Gaa nu ind i dit Kammer, Barn, og gør Dig i Stand og tag dit Tøj af. Men først vil jeg sige Dig ét. Du skal altid tale Sandhed til mig, saa skal vi nok blive gode Venner. Vil Du love mig det?“
Elin var purpurrød. Hun stod og kneb i sine Handsker.
„Ja,“ sagde hun hviskende.
„Naa, gaa Du saa ind i dit Kammer. Du kan vel nok huske Vejen, siden Du var her sidst?“
„Jo,“ sagde Elin igen.
Og inden hun vidste, hvordan det var gaaet til, var hun gaaet gennem Salen og ind i det lille Køkken, som skulde være hendes Hjem.
Hun saá sig om. Et lille Rum med et smalt Vindue og Udsigt over en Gaard. Paa
