145
den ene Langvæg en Kommode og lige over for den en Sovesofa, som kunde trækkes ud. Paa Sofaen laa hendes Sager. Væggene var tomme, og der var koldt derinde.
Hun gik langsomt hen og satte sig paa Stolen ved Vinduet, lagde Hatten fra sig og begyndte mekanisk at tage Handskerne af og knappe Kaaben op. Hun standsede og saá sig om. En kvalt, sitrende Hulken arbejdede sig op gennem Brystet, og en Stund saá hun alt utydeligt gennem Taarerne. Hun hængte Kaaben op paa et Søm og begyndte at tage sine Klæder frem og lægge dem i Orden. Men alt som hun tog dem op, vendte Tankerne tilbage til det lille Hjem, hvor der i Morges kun var de tomme Vægge tilbage. Langsomt bøjede hun sig ned over den sorte Konfirmationsdragt, som hun holdt i Haanden, og med Panden mod Kassens Rand græd hun Ensomhedens første, rigtig bitre Taarer. — —
Der var gaaet et Par Aar, og Elin vidste nu ud og ind, hvordan det var at bo i den nordlige Del af Byen og tjene hos Familjen Sivert.
Det var en gammel, hæderlig Borgerfamilje. Manden var fire og tredsindstyve Aar og Konen kun fire Aar yngre.
Manden stod i Butiken hele Formiddagen, men naar de havde spist til Middag, lagde han sig paa Sofaen med et Lommetørklæde over Ansigtet, sov en Times Tid, mens Fruen slumrede i Gyngestolen ved Siden af, og bagefter tændte
