148
mest af Operetterne, og Fruen holdt ogsaa nok af dem, bare de ikke var altfor — ja, hvad skulde man sige — altfor slemme og underlige. Og naar hun gik ved sit Arbejde, havde hun vænnet sig til at nynne lette og lystige Melodier.
Naar hun en Gang imellem havde faaet Lov til at gaa hjem til sin Søster, stjal hun sig under Tiden til at være længere ude, end hun havde Lov til, og hun gik da gærne om Aftenen, helst naar det var Foraar eller Efteraar, om ad „Blanch“[1] sammen med Søsteren eller en Veninde og stod lidt udenfor og hørte paa Tonerne af Boccacciomarchen eller Valsen af „Faust“. Og rundt om hende bølgede Menneskemassen frem og tilbage, fine Herrer og Damer, unge Piger i blaa Liv og skotsk tærnede Kjoler, med smaa baretformede Hatte, Damer i vide, fodside Kaaber og skæve, bredskyggede Rembrandthatte, Politibetjente med stive Embedsmands-Fysiognomier, kaade og hylende Gadedrenge, Smaapiger med Appelsinkurve og frække Ansigtsudtryk, gamle, skikkelige Ægtepar Arm i Arm og enlige Piger med høje Hæle paa Skoene, tynde Liv og vrikkende Hofter, med Parasolen kastet som et Vaaben paa Skraa over venstre Arm, og dristige, blanke, udfordrende Øjekast.
Hun stod og hørte paa alt dette, mens hendes opmærksomme Øjne hele Tiden fløj rundt paa alt og et lille Smil bragte de smaa nervøse Læber til
- ↑ Bekendt Kafé og Koncertlokale i Stockholm.
O. A.
