149
at skælve let, og naar hun saa kom hjem og skulde sætte sig til at læse højt af Marie Sophie Schwartz eller Alexander Dumas père, ringede det som en vilter Musik for hendes Øre, hun sad og trommede Takten til sine Tanker mod sit Knæ, og Fru Sivert maatte en Gang imellem rette hende, naar hun læste fejl.
„Det er dog forfærdeligt, Barn, saa Du maa ha'e meget at tænke paa i Dag. Hvad er det, Du siger? „Folkets lige“? Der maa jo staa „Lidelse“, kan jeg tænke?“
En Dag kom Fruen ud i Køkkenet og sagde, at hun vilde faa en ny Herre at opvarte. Revisoren, som havde boet paa Kvisten, skulde flytte, og den, som nu kom til at bo dér, var en ung Herre, som gik paa „karolinska institutet“[1] og skulde være Læge.
„Du skal naturligvis være høflig og venlig imod ham,“ sagde Fruen. „Men Du maa ogsaa ta'e Dig i Vare for ham, for saadanne Herrer er ikke rare for de unge Piger.“
Nogle Dage efter saa Elin et Bybud komme kørende ind i Gaarden med en stor Oppakning, et Par Kufferter, en Bogkasse, en lang Reol og en Kurvestol. Han kom op i Køkkenet og spurgte om, hvor Hr. Bjørling boede. I det samme kom Fruen ud og sagde, at det var en Trappe højere op i Kvistværelset i Gavlen. Han vilde snart
- ↑ Den medicinske Skole i Stockholm.
O. A.
