150
selv komme, og Bybudet skulde vente saalænge, for at han kunde faa Besked om, hvordan alt skulde stilles.
Elin hørte, at der var nogen, som gik paa Trappen. Hun saá ud gennem Døren og saá en ung Mand, som løb rask op ad den. Han var i blaa, tæt knappet lodden Overfrakke, graa Handsker og Pincenez, hvorigennem der skinnede to muntre, klare Øjne. En lav sort Hat, røde friske Kinder, et Par smaa, lysebrune Moustacher, og et lattermildt Træk ved den ene Mundvig.
Han standsede et Øjeblik, da han opdagede Elin, og der kom et hastigt Glimt i hans Øjne. Han gik, ligesom tvivlraadig, hen mod Døren, saá hende lige ind i Ansigtet og brast i Latter. Elin lo ogsaa, rødmede, trak hurtig Døren til og hørte, hvordan han smaanynnende gik op ad Trappen til sit Værelse. — —
Da Elin om Aftenen kom op paa hans Kammer for at gøre i Stand, saá hun sig først lidt nysgærrig om med Lyset i Haanden. Hendes Hjærte bankede uroligt, og hun var saa bange for, at han skulde komme. Ved Vinduet stod et Skrivebord med alle Slags Bøger paa. Hun kiggede i et Par, men forstod ikke noget af det, som stod i dem. Paa Gulvet stod en halvt udpakket Bogkasse, paa Sofaen laa skødesløst henslængt en Slobrok, og paa Væggen hang allerede et Par Billeder, et Prospekt over Stockholm med Slottet og Norrbro og Tofanos „Enfin seuls“, de to nygifte, som er blevet ene i stum Omfavnelse midt i disse berusende Omgivelser,
