151
med Drivhusets Palmer og Aloë, bløde Tæpper og kostbare Møbler. Hun bøjer sig uden en Bevægelse mod hans Bryst, mens hendes Læber aabnes og hun føler den vellugtmættede, parfumerede Luft i sine fineste Nerver, og det tunge Silkeslæb breder sig som et Tæppe hen over begges Fødder.
Forvirret redte hun Sengen og hentede friskt Vand ind i Karaflen. Da hun hørte, at der gik nogen paa Trappen, løb hun ned i Køkkenet og sad længe paa Stolen foran Vinduet. Hun var hed i Ansigtet, og hendes Tindinger bankede. — —
Elin saá ofte Hr. Bjørling. Hun mødte ham paa Trapperne eller oppe i hans Værelse, og han kom ofte ned og snakkede med Herren og Fruen, som han var i Familje med.
Hun havde aldrig før sét noget lignende. Der var ligesom Solskin over ham. Altid kom han med et muntert Ord, enten til Fruen eller hende, hans Latter smittede hende, saa hun lo med, og han fik hende til at snakke og fortælle om sin Barndom, om hvordan Moderen rejste fra hende, om hvordan hun havde det, kort sagt, om alt. Hun gik altid og tænkte paa, om han skulde være hjemme, naar hun fik Lov til at gaa op paa hans Værelse. Hun vidste Besked med, naar han var ude og naar han var hjemme, og havde hun en Dag ikke kunnet kommet til at snakke med ham, gjorde hun sig gærne et Ærinde ud i Entreen, naar hun hørte ham komme.
