Side:Fattigfolk.djvu/160

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

152

Hun havde lært hans Gang at kende. Han havde en egen Maade at skrabe med Hælene paa, naar han gik.

Han var heller aldrig næsvis imod hende og sagde aldrig noget, som hun behøvede at blues ved. Det var knapt nok, at han tog hende i Haanden.

Og i den Retning havde Elin allerede prøvet adskilligt. Hendes Friskhed fristede Mændene. Naar hun en Gang imellem blev sendt ud med en Lampe fra Butiken, naar hun skulde gaa et Ærinde til nogen af Familjens bekendte, eller naar hun tilfældigvis mødte nogen af dem paa Trappen, var det tit og mangen Gang sket, at en havde lagt Armen om hendes Liv og ikke havde villet slippe hende og havde spurgt, om saa køn en Pige skulde gaa løs og ledig uden at have nogen, som hun holdt af.

Der var især en gammel rig Grosserer, som hun var bange for. Han var stadig Kunde i Butiken, og naar hun kom op til ham med noget, han havde købt, hørte hun altid, hvordan han sagde til Tjenestepigen, som lukkede op: „Lad Pigen komme ind.“

Og hun havde ofte haft svært ved at værge sig imod ham.

Hun vidste, at han var gift og havde flere voksne Børn, og hun væmmedes ved ham. Men hun skammede sig ved at tale til Herskabet om