153
saadant noget, og for Resten var han ikke den eneste.
Det vilde være blevet saa meget at tale om, og det vilde hun ikke. — —
Det var en Dag, hun laa og skurede Trappen. Hun var i en tynd, blaatærnet Bomuldskjole. Ærmerne havde hun smøget højt op over Albuerne.
Hr. Bjørling kom paa Trappen og skulde passere forbi hende. Han standsede, da han fik Øje paa hende, tog Cigaren ud af Munden og smilede.
Hun trak sig til Side for at lade ham komme forbi og saá stjaalent op.
De tav begge et Øjeblik og følte begge Tavsheden.
Pludselig saá hun igen op og opdagede, at han var alvorlig. Hun skælnede en lille Bevægelse i hans Ansigt og slog atter Øjnene ned.
Da følte hun, hvordan han bøjede sig frem, greb hende om Skuldrene og kyssede hende paa Panden.
Hun rev sig løs.
„Nej dog, Hr. Bjørling. Lad mig være. Saadan noget maa De ikke gøre.“
Han holdt fast paa hende et Øjeblik, og hun følte, at hans Hænder rystede.
Saa slap han hende og lo tvungent.
„Er Elin vred paa mig?“ Hun trak sig saa langt bort fra ham som muligt.
