Side:Fattigfolk.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

162

sig frem paa egen Haand, lære sig et eller andet, at sy eller vaske eller noget andet. Ligegyldigt hvad.

Aa, men Gottfrid vilde nok hjælpe hende. Men…

Hendes Søster maatte have det at vide. Ja, det var nødvendigt, det kunde ikke nytte andet. Men Moderen!

Det brændte inde i hende, og Graaden var ved at bryde frem.

„Mo'r, Mo'r, aa — hvis han endda havde væ­ret her!“

Hun satte Tallerkenerne bort, som hun var i Færd med, og græd.

„Saa var det aldrig, aldrig skét.“

Men Gottfrid vilde vel nok hitte paa Raad. Han var jo saa god imod hende, og hun vilde alligevel ikke ønske, at hun ikke havde truffet ham. Det andet, det var jo nok kedeligt, men det gik vel over.

Hun hørte, at han gik paa Trappen, og hun tørrede Taarerne bort. Blodet pressede sig sammen i hendes Bryst.

Hun gik hen til Døren og aabnede den paa Klem.

Med nedslagne Øjne og Graaden i Halsen stod hun foran han.

Han saá oprørt ud og vilde først gaa forbi hende. Men hun standsede ham.