163
Han trak sig tilbage fra den Haand, som hun havde lagt paa hans Arm.
„Naa, hvad er der nu i Vejen?“
„Det var min Fejl,“ sagde hun.
Han saá sig om, bange for, at der skulde komme nogen.
„Ja, det var en gruelig Dumhed,“ sagde han.
„Jeg faar naturligvis ikke Lov til at blive her,“ sagde hun, og Taarerne trængte sig igen frem.
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.
„Ja, græd nu bare ikke.“
„Aa, Du véd ikke, hvordan det er fat med mig. Du maa være lidt venlig mod mig.“
Han blev pludselig opmærksom.
„Du er da vel aldrig …“
„Nej, det var ikke det, jeg mente. Men jeg faar ikke Lov at blive her, og Fruen bli'r saa vred, og hun har før været saa god mod mig.“
„Jamen hvem har sagt, at Du skal blive? Hør nu, hvad jeg vil sige, Elin, og vær en fornuftig Pige.“
Han bøjede sig op mod Rækværket og drog hende til sig.
„Hvis Fruen nu bli'r slem imod Dig og siger stygge Ord til Dig, saa skal Du ikke staa og høre paa det, men sig saa blot, at Du vil skifte.“
„Ja, men …“
„Nej, hør nu blot, hvad jeg siger. Du kan jo tage bort og komme til at lære noget, og i Begyndelsen skal jeg nok hjælpe Dig og skaffe Dig et Værelse. Du kan jo nok forstaa, at jeg ikke vil
