165
og at hun paa ingen Maade kunde forsvare at lade den stakkels Pige drive for Vind og Strøm uden nogen til at tage sig af hende.
Og Følgen blev da, at Manden maatte give sig, og det blev besluttet, at Elin skulde faa Lov at blive. Men en ordenlig Overhaling skulde hun have, og fik man blot en eneste Gang til Nys om noget saadant, saa var der ingen Naade længer og hun skulde ud af Huset, saa sandt som han hed Johan. Det var sikkert nok.
Ud paa Formiddagen raabte Fruen ud til Elin, at hun skulde komme ind.
Elin kom hurtigt, gik nogle Skridt frem paa Gulvet og standsede. Hun vidste, hvad der vilde komme, og blev trodsig og ond.
„Vil Fruen noget?“
Den gamle saá paa hende:
„Ja, det véd Du jo, Barn. Jeg vil vide, hvad der har været mellem Dig og Gottfrid!“
„Naa, saa Herren har altsaa snakket af Skole.“
„Elin maa ikke tale saadan. Du véd meget godt, at der ikke var mange, som nu vilde være mod Dig som jeg. De allerfleste vilde ikke spørge Dig om det mindste, men bare lade Dig gaa.“
Det flammede op i Pigens Øjne.
„Det er ligemeget,“ sagde hun. „For jeg vil alligevel skifte.“
Fru Sivert saá forundret op.
„Kom herhen, Barn, og sæt Dig,“ sagde hun lidt efter.
