166
Hun adlød langsomt.
„Ja, saa Du vil flytte. Naa, og hvad skal Du saa tage Dig for?“
„Jeg skal lære at sy Skjorter.“
Elin havde slet ikke før tænkt paa det. Hun havde ikke Begreb om, hvad det var at sy Skjorter, eller hvor man kunde lære det. Men den Tone, hvori hun sagde det, var saa rolig, som om hun talte om en længe og modent overvejet Beslutning.
„Naa, og saa skal vel Gottfrid hjælpe Dig, kan jeg tænke?“
Elin nikkede.
„Naa, og saa bagefter? Naar han er bleven ked af Dig?“
Elin brast i Graad.
„Jeg vil flytte,“ sagde hun. „For jeg kan dog ikke blive her, nu da Herren og Fruen véd det. Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det. For jeg vil ikke ha'e med nogen anden at gøre.“
„Har han sagt, at han tænker paa at gifte sig med Dig?“
Hun saá ned.
„Nej,“ sagde hun hviskende.
„Ja, men hvad tænker Du dog paa?“ brød det ud af den gamle Dame.
Hun havde altid bildt sig ind, at en Mand bragte en fattig Pige til at falde ved at love hende Ægteskab.
„Du vil da vel ikke sige, at Du …“
