167
Elin rødmede stærkt, og Graaden sad hende i Halsen.
„Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det,“ gentog hun.
„Kære Barn,“ sagde den gamle Dame og klappede hende, „det siger Du nu, saa længe som han gi'er Dig alt, hvad Du ønsker. Men naar han er bleven træt af Dig, holder han op med det. Og naar Du saa selv skal arbejde for dit Udkomme og det ikke slaar til til at skaffe Dig alt, hvad Du nu er bleven vant til, Fornøjelser og pæne Klæder og andet, som Du holder af, saa gaar det, saa nødig jeg siger det, rent Pokker i Vold med Dig. Jeg kender saa mange Piger, som det er gaaet galt for, og som er begyndt som Du.“
„Men Fruen maa ikke tro, at jeg vil blive en saadan Pige. Nej, det bli'r jeg aldrig.“
„Nej, jeg vil i det mindste ikke tro det. For jeg havde haabet, at jeg en Dag skulde have sét Dig rigtig godt gift med en pæn Arbejder, og at Du skulde blive et lykkeligt og dygtigt Menneske. Der er nok mere end én, som har haft gode Øjne til Dig. Ikke?“
„Jo—o. Men …“
„Naa? Hvad mener Du?“
„Jeg har aldrig rigtig kunnet med nogen af dem. De er altid saa simple, saa …“
„Hvad mener Du med det? At de ikke har pæne Klæder og ikke er saa rene paa Hænderne og ikke kan tale saa pænt? Er det det?“
