168
Og den gamle Dame talte længe. Hun talte om, hvor meget de havde gjort for Elin, mens hun var dér i Huset, om de Farer, som en enlig Pige udsætter sig for, og hun malte hendes tilkommende Liv i saa sorte Farver, at Elin pludselig rejste sig og sagde:
„Ja, naar Fruen tror saa daarligt om mig, saa …“
Og hun holdt fast ved sin Beslutning. Hun vilde skifte nu paa Lørdag.
Men da blev Fru Sivert for Alvor vred og sagde, at hun kunde gaa, hvorhen hun vilde.
„Men kommer Du en Gang i Ulykke, saa kom ikke til mig og bed om Hjælp. For nu har jeg sagt Dig, hvordan det vil gaa, og vil Du ikke tro mig, saa faar Du selv tage Følgerne.“
Og dermed var Elin gaaet ud. Ved Middagen kom hun ikke ind til Bordet. — —
Men om Eftermiddagen gik den gamle Frue ud i Køkkenet. Hun fandt Elin beskæftiget med at sy en hvid Strimmel i sin sorte Kjole.
„Hvor skal Du hen?“
Elin holdt haardnakket Øjnene fæstede til sit Arbejde. I en lav, undertrykt Tone, som hun forgæves stræbte at gøre naturlig, svarede hun:
„Jeg vilde gaa hen et Sted, hvor jeg har hørt, at de sy'r Skjorter, og spørge, om jeg ikke kunde komme til at lære dér.“
„Ja saa. Ja, jeg vilde blot sige Dig ét endnu; jeg var maaske lidt for stræng mod Dig i Formid-
