171
havde spurgt ham om alt, og han havde sagt hende saa meget, som hun ikke før havde vidst. Hun følte en Videlyst, som var hende ny og som fyldte hende med Glæde.
Han maatte ikke forlade hende. I det mindste ikke saa snart. Det var klart, at han ikke kunde gifte sig med hende, det forstod hun nok, og en Gang gik han vel hen og forlovede sig. Men saa længe skulde alt blive, som det nu var. Hun tænkte ikke ud i Fremtiden. Hun arbejdede om Dagen, og de Aftener, hun var sammen med Gottfrid, spøgede hun og lo og var glad. Og naar hun gik alene hjem, tænkte hun paa ham og snakkede med den gamle, som hun boede hos, mens hendes klingende Latter lød lige saa frisk som før. Hun hittede paa tusinde Spilopper og tusinde lystige Indfald.
En Gang imellem kom Tanken om Følgerne op i hende, og da var det, som om en kold, fugtig Haand havde lagt sig haardt om hendes Strube. Men hun glemte det hurtigt igen.
Da en Tid var gaaet, begyndte dog de urolige Følelser oftere og oftere at indfinde sig. — —
Hun skulde en Aften træffe Gottfrid. Det var omtrent en Maaned, efter at hun var taget fra sin Plads.
Hun maatte vente noget, inden han kom. Endelig saá hun ham komme sig i Møde paa Fortovet. Han gik let og fløjtede en munter Melodi.
