Side:Fattigfolk.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

19

lagde sig paa Siden med smaa skarpe Ryk fra Bøl­gerne, som med haarde Plask stødte mod Bougen, saá han stivt ud mod Luvart, og uden at han gjorde sig Rede derfor, havde han en Følelse, som skulde hans egen Sejlads først nu rigtig begynde, nu da han skulde tage fat paa at drive Gaarden for egen Regning.

Og fremad gik Ligtoget. Ud af Vigen og frem over den aabne glitrende Fjord, hvor Bølgerne skin­nede i den klare, kolde Middagssol, forbi smaabitte Øer og ind gennem Sunde, frem til Kirken, der lille og hvidgraa uden Spir laa paa den syd­lige Side af den en Mil lange Ø. Det var en un­derlig Fart og en stille Fart. Et Par af de halv­voksne Drenge forsøgte at hviske et eller andet morsomt, naar de lagde Aarerne ud for at hjælpe til med at vende. Men ellers gik det stille, rask og let. Hver sad hensunken i sine egne Tanker, og ingen brød sig om at sé de andre i Ansigtet.

Karl August sad hele Tiden i en underlig Stem­ning, som det var ham umuligt at forklare sig. Jo nærmere han kom til Kirken, des mildere følte han sig til Mode. Der kom over ham næsten en Taknemlighedsfølelse, naar han tænkte paa Broderen, og han syntes, at han havde ham at takke for hele sin Fremtid. Han tog et usædvanlig stærkt Tag i Roret, da han svingede om med Baaden til Bryggen, og det var ikke frit for, at det blev lidt mørkt for hans Øine, da han stod nede i Baaden og skød paa Kisten, for at Karlene kunde faa den op.