21
arbejde og vente. Men saa fik den Stemning, som havde fulgt ham paa Henfarten, atter Overhaand, og han svarede:
„Aa-aa — det gør hun ikke.”
De var komne ned til Baaden. Pastoren nikkede til Farvel De lagde fra Land, og nu gik det samme Vej tilbage, forbi smaabitte Øer og ind gennem Sunde, frem over den blanke Fjord, som saá mørkere ud i Eftermiddagssolen og ind i den lange Vig, hvor srnaa graa Baadehuse laa langs med lave, i Aarenes Løb ormstukne Træbrygger.
Da de kom op paa Gaarden, var Bordet dækket i den store Løvsal, hvor Kisten havde staaet. Et stort Fjælebord med Tallerkener, Mad, Øl og Brændevin. Ikke heller nu viste Værtinden sig, men en Kone fra en af Nabogaardene udfyldte hendes Pligter.
Karl August var kommen i en anden Stemning, end han havde været i om Formiddagen. Uroen jagede i ham, og han vilde have givet hvad det skulde være, for at alt havde været forbi, og han kunde faa Lov til at tale med Katrina om Sagen. Tænk, om hun skulde blive siddende paa Gaarden! Han følte sig aldeles forstemt, snakkede kun lidt, sad længe ene og tog ganske stille den ene Snaps efter den anden. Men ingen lagde Mærke dertil. Man antog, at det kom af, at han tænkte paa Broderen, og Gildet skred frem, mere og mere utvungent, alt som Tiden gik.
Middagen var begyndt under en højtidelig Tavs-
